På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Eksportfremstød skal forløse potentialet for dansk fødevareeksport til Filippinerne

Den 7.-9. maj tager en erhvervsdelegation anført af erhvervsminister Brian Mikkelsen på eksportfremstød til Filippinerne for at promovere blandt andet danske fødevarer. Med høje vækstrater, en relativt stor befolkning, en voksende middelklasse, et stabilt politisk klima og fornuftigt forretningsklima rummer Filippinerne store eksportmuligheder.
Manilla, Filippinerne.

Når Erhvervsminister Brian Mikkelsen flankeret af blandt andet Dansk Industri samt en række danske virksomheder i næste uge begiver sig på eksportfremstød, er der ganske bestemte grunde til, at destinationen er Filippinerne. Landet ligger i en region med høje vækstrater. Den filippinske økonomi er i disse år blandt verdens hurtigst voksende økonomier med en vækst sidste år på 6,7 pct., hvilket eksempelvis er på niveau med væksten i Kina på 6,9 pct.

Smertefrit igennem den økonomisk krise
Som de øvrige sydøstasiatiske økonomier - og i modsætning til mange af de mere avancerede økonomier i blandt andet Europa og Nordamerika - blev Filippinerne kun i mindre grad påvirket af den globale økonomiske krise. Væksten i Filippinerne faldt i 2008 til 4,2 pct. og i 2009 til sit laveste niveau på 1,1 pct. I 2010 var BNP-væksten imidlertid tilbage på et højt niveau på 7,6 pct. Den filippinske økonomi kom med andre ord forholdsvis hurtigt og smertefrit gennem den økonomiske krise.

Selvom Filippinerne fortsat er et udviklingsland er det de seneste 10 år blevet mere velstående. Filippinernes købekraftskorrigerede BNP pr. indbygger steg 69 pct. fra 2007 til 2017 fra 4,910 $ til 8310 $ pr. indbygger og vil ifølge IMF’s prognose stige yderligere knapt 50 pct. frem mod 2023. Også den filippinske befolkning har en betydelig størrelse, som med en voksende middelklasse udgør et voksende marked for dansk eksport. Fra 2007 til 2017 voksede den filippinske befolkningen med knapt 19 pct. fra ca. 89 mio. til godt 105 mio. mennesker og forventes i 2023 at passere 118 mio.

Der er potentiale for mere fødevareeksport til Filippinerne
Ifølge tal fra Danmarks Statistik eksporterede danske føde- og drikkevarevirksomheder i 2017 for knapt 230 mio. kr. til Filippinerne, hvilket svarer til ca. 20 pct. af den samlede danske vareeksport til landet. Kød og kødvarer samt mejeriprodukter er de største eksportvaregrupper og udgjorde ca. to tredjedele af den samlede føde- og drikkevareeksport.

Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3421
Mobil: +45 2128 6995
E-mail: pebjdi.dk
PUBLISHED: 03-05-2018 LAST MODIFIED: 03-05-2018